Atletikpræsident: Russisk udelukkelse er ingen glæde

Det Internationale Atletikforbund har haft udelukket Rusland i otte måneder. Med lovlig grund, vurderer CAS.

Ritzau
IAAF President Coe attends the Olympic Summit in Lausanne Foto: Reuters/Denis Balibouse
Sport 21. juli 2016 12:37 - Opdateret 21. juli 2016 15:12
Præsidenten for Det Internationale Atletikforbund (IAAF), Sebastian Coe, er glad for, at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har vurderet, at IAAF har ret til at udelukke russiske atletikudøvere fra konkurrencer på grund af dopingmistanke.

Men Sebastian Coe mener ikke, der er grund til at fejre torsdagens dom.

- Jeg kom ikke ind i den her sport for at forhindre atleter i at konkurrere. Vores forbunds ønske er at inkludere, ikke at ekskludere.

- Vi er taknemmelige for, at vores magt er blevet opretholdt, og vores antidopingregler er blevet støttet, men det er ikke en dag for triumferende udtalelser, siger Sebastian Coe ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

68 russiske atletikudøvere fik hos CAS afvist ønsket om at få lov til at deltage i de olympiske konkurrencer under neutralt flag.

IAAF udelukkede 13. november sidste år russerne fra al international konkurrence.

I marts i år blev fire russiske atletikudøvere testet positiv for den præstationsfremmende hjertemedicin meldonium, som også har fældet tennisspilleren Maria Sharapova.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...