Atmosfæren af storby er rykket til Thisted

Kunder finder modetøj hos Street Vision i Smøgen

Kaspar Pedersen har indrettet Street Vision helt anderledes end Thisteds øvrige butiksmiljø. Foto: Peter Mørk

Kaspar Pedersen har indrettet Street Vision helt anderledes end Thisteds øvrige butiksmiljø. Foto: Peter Mørk

Ungdommen har sin egen kultur, som bliver udtrykt i musik og mode. Musikken har altid været tilgængelig i Thisted, og det er rap. Den musik fylder butikken med de mundrette rytmer, og nu er moden også rykket med og har indtil videre fundet sin plads i Smøgen i form af Street Vision, der er en ganske anderledes modebutik med 24-årige Kaspar Pedersen som omdrejningspunkt og ankermand. Han kom i kontakt med butikken Street Vision i Aalborg for omkring ét år siden - det nærmeste sted for en thybo at handle den mode. - Jeg faldt i snak med indehaveren, og vi blev enige om, at jeg skulle åbne en tilsvarende butik i Thisted på franchisebasis, fortæller Kaspar Pedersen, der de seneste mange år kun har klædt sig i street fashion. - Derfor kender jeg alle mærkerne og moden, siger han. Street Vision i Smøgen åbnede 9. december sammen med Thisted By Night, og salget går fint. Sort og hvidt Kaspar Pedersen har indrettet butikken Street Vision enkelt og smagfuldt. Interiøret er holdt i to farver, som er sort og hvidt, og butikken ligger i to etager. - Det her er bare en helt anderledes butik, mener Kaspar Pedersen, der har en kundegruppe, der ligger fra begyndelsen af teenage-alderen til omkring 30 plus. Nyt i Thisted Denne mode er helt ny i Thisted, og ifølge Kaspar Pedersen burde den være kommet til byen for længe siden. - Nu kan man handle i byen. Før kunne det kun ske over nettet, eller også skulle man til Aalborg, siger han, der indtil videre kun har tøj til det maskuline køn på bøjlerne og hylderne. - Men jeg håber og regner med, at jeg inden for en overskuelig tid også får kollektioner til pigerne, siger han.