Russisk atomdrevet ubåd og tre krigsskibe passerer Danmark

En atomdrevet ubåd sejler natten til fredag syd om Bornholm, mens tre krigsskibe sejler i Kattegat.

16. juli afholdes der et topmøde i Helsinki mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Efter planen vil den russiske ubåd sejle forbi Helsinki enten én eller to dage før topmødet. Natten til fredag er den i dansk farvand. Foto: Carlos Barria/arkiv/Reuters
Kriminalitet 12. juli 2018 13:16 - Opdateret 13. juli 2018 01:53

En russisk atomdrevet ubåd er natten til fredag på vej ud af dansk farvand.

Det oplyser vagtholdsleder Michael Horn fra Forsvarets Operationscenter.

- Den ligger i øjeblikket i området omkring Bornholm, og det ser ud til, at den passerer syd om øen, siger han klokken 01.30 natten til fredag.

Vagtholdslederen tilføjer, at Forsvaret følger ubåden helt ud af dansk farvand med et patruljefartøj.

- Ubåden sejler med en hastighed på 11 knob (cirka 20 kilometer i timen, red.) og forventes at være helt ude af dansk interesseområde omkring klokken syv fredag morgen, siger Michael Horn.

Det drejer sig om ubåden "Orel", der er på vej til afholdelsen af "Flådens Dag" i Sankt Petersborg den 29. juli.

Den russiske ubåd har lov til at sejle gennem dansk farvand.

- Den transporteres igennem farvandet fuldstændig efter reglerne, og transitten foregår, som den skal, så der er ikke noget odiøst i det, siger Michael Horn.

Han tilføjer, at yderligere tre russiske krigsskibe er på vej gennem dansk farvand.

Det drejer sig om en fregat, en cruiser og et hjælpefartøj, der natten til fredag befinder sig ud for Grenaa.

De sejler med en fart på ti knob (cirka 18 kilometer i timen, red.) og forventes først at forlade dansk farvand tidligt lørdag morgen.

Ruten går gennem Kattegat og Storebælt, syd om Lolland-Falster og derfra mod Sankt Petersborg.

16. juli afholdes der et topmøde i Helsinki mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Efter planen vil den russiske ubåd sejle forbi Helsinki enten én eller to dage før topmødet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...