Atter en forringelse af Haraldslund Bibliotek

FORRINGELSE:Da Haraldslund Bibliotek blev indviet, var det nyskabende og blev lovprist i såvel NORDJYSKE Stiftstidende og Politiken for integrationen af forskellige sports- og kulturfunktioner. For brugerne var der også klare fordele, idet også svømmehalspersonalet kunne udlåne reserverede bøger med videre - og det langt udenfor almindelige bibliotekers åbningstider. Glæden varede dog kort, for pludselig måtte de ikke det længere. Med tiden kom der en udlånsautomat, og da svømmehalspersonalet godt måtte tage det på hylden for lånerne, gik det fint. Nu reklamerer biblioteket med "Nu afhenter du selv dine reserverede materialer!", som om det var noget positivt. De burde snarere reklamere med "Vi fjerner nu 40 procent af åbningstiden!" for i praksis betyder det, at materiale kun kan afhentes i bibliotekets åbningstid og ikke de søndage, de tidligere morgener eller sene aftener, der gjorde biblioteket til noget specielt. Jeg venter i spænding på jeres næste forbedring.