Uggerhalne

Atter en håndværker i ilden

Blæsebælg og hammer skiftet ud med saks og spejl

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Beboere i Grindsted og nabobyen Uggerhalne kan fremover slippe for køreturen til Vodskov, når de skal klippes.

GRINDSTED:Den lille landsby Grindsted fik for halvanden måned siden en ny smed i byen. Lena Christiansen arbejder ganske vist med saks, trimmer og voks, men en smedie er der dog stadigvæk på Uggerhalnevej. ”Hårsmedien”. Fra 1926 til i 1980’erne husede lokalerne ikke en frisør, men en smed af den gode, gamle slags. Da Lena og Morten Christiansen købte huset for et halvt år siden stod de gamle maskiner der stadig, men det meste røg på museum. Nu er det kun den gamle dørklokke og støbejernsvinduerne, der vidner om lokalets fortid. God modtagelse Den lille tilflytter-familie har tidligere boet i København, men er faldet godt til i Grindsted. - Det er da lidt underligt at flytte til sådan en lille by, men det er rart at have skoven tæt på, og at vores datter ikke bare skal lege på fortovet, siger Lena Christiansen med frisørsaksen i hånden. Hun føler også, at lokalbefolkningen har taget godt imod familien såvel som den lille nye virksomhed. ”Hårsmedien” er den eneste frisørsalon i Grindsted og Uggerhalne, og Lena og Morten Christiansen var fra starten lidt usikre på, om der ville være opbakning til frisørsalonen. - Der er allerede godt gang i den, men vi var meget spændte på, om det kunne gå herude, siger Morten Christiansen.