Litteratur

Atter en pris

Jens smærup Sørensen fik overrakt prisen af Stéfanie Surrugue. foto: Jørgen Engelbrecht

Jens smærup Sørensen fik overrakt prisen af Stéfanie Surrugue. foto: Jørgen Engelbrecht

Så røg der endnu en pris ind på cv'et hos den nordjyske forfatter Jens Smærup Sørensen. Søndag aften var han med i DR2's kulturprogram "Kulturguiden", og inden den udsendelse var overstået, kunne han stikke en hædersbevisning og 25.000 kroner ind i jakkelommen. Han fik prisen for romanen "Mærkedage". Bogen handler om de to førende familier i en landsby, og den bliver fortalt gennem en konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en 60-års fødselsdag i 2003. Men helt overordnet handler ¿Mærkedage¿ om, hvordan Danmark og danskerne forandrede sig i årene, hvor landet gik fra at være bonde- til industri- og informationssamfund. Det er 10. gang, at DR uddeler sin litterære pris, og fire af det seneste års romaner var med i opløbet til sidst. Udover Jens Smærup Sørensens vinderroman var det Kim Blæsbjergs "Rådhusklatreren", "Den forelskede unge" af Marianne Larsen og "Du som er i himlen" af Morten Sabroe. Jens Smærup Sørensen debuterede i 1971, og han har især skrevet noveller og romaner. Men det er også blevet til skuespil og børnebøger, og det er langt fra den første pris, Smærup modtager. Den første ¿ nemlig Otto Gelsted Prisen ¿ fik han i 1972, og tidligere i år har han modtaget De Gyldne Laurbær og Weekendavisens Litteraturpris.