Tyverier

Atter indbrud hos Tøjeksperten

Et par tomme hylder og en ryddet tøjstang gabte torsdag morgen, da Tøjeksperten i Fjerritslev åbnede for butikken.

Klokken 00.50 natten til torsdag lød alarmen, og det er en gentagelse af indbruddet for kun halvanden måned. - Det er nøjagtig det samme, som skete sidst. De har opbrudt bagdøren og døren ind til butikken. Jeg bliver ringet op, når alarmen går og var her i nat fire minutter efter, men der var de væk, fortæller butikschef Søren Mortensen. Tyvene har taget underbukser af mærket Björn Borg og forskelligt tøj af mærket Peak Performance. Selvom det er anden gang på kort tid, at butikken i Vestergade for uvelkomment besøg, kan butikken ikke gøre meget mere for at hindre indbruddene. - Der kommer en forsikringskonsulent herud, men forsikringsselskabet kræver ikke mere af alarmerne, end vi allerede har, siger butikschefen. Tabene er endnu ikke gjort op, men Søren Mortensen anslår dem til omkring 100.000 kroner.