Atter rekord i lufthavnen

AALBORG:For første gang i Aalborg Lufthavns 70-årige historie kom det årlige passagertal sidste år over en million. Man nåede helt nøjagtig op på 1.045.492 afrejsende og ankomne passagerer i løbet af året, og det var en fremgang på 5,3 procent i forhold til 2007. Lufthavnsdirektør Søren Svendsen oplyser, at det er tredje år i træk, at passagertallet sætter rekord. Indenrigsruten Aalborg-København, hvor SAS, Cimber og Norwegian kappes om passagererne med op til 38 flyvninger om dagen, havde 809.108 passagerer i 2008. Det er en stigning på 41.562 passagerer, eller 5,4 procent, i forhold til 2007. Der var 82.762 passagerer på udenrigsruterne. Det er en tilbagegang på 3634 passagerer, eller 4,2 procent, på grund af Sterlings konkurs i efteråret. Til gengæld var der 14.890 flere charterrejsende. En fremgang på 10,7 procent til 153.622. - Sterlings konkurs var en alvorlig streg i regningen, men heldigvis kom Norwegian ind, så luftbroen til København er intakt, siger Søren Svendsen. Hvad vi tabte på udenrigsruterne, har vi vundet på indenrigs, godt og vel endda, og nu ser vi frem til, at ruterne til Malaga og London genåbnes til foråret. Desuden kan vi glæde os over et stort charterprogram til sommer.