Lokalpolitik

Attraktive byggegrunde er gået som varmt brød

SKØRPING:Det er gået usædvanlig hurtigt med at få solgt grundene i den nye udstykning på Præstegårdsheden i det nordlige Skørping. Det har endda overrasket ejendomsmægler Helle Aagard, Skørping, som nu kun har to af de i alt 30 grunde tilbage på hylderne. Det er hende, der har solgt de fleste af grundene, som dog også har været udbudt til salg gennem Nybolig Støvring. - Jeg var ret sikker på, at de første fem-ti ville blive solgt ret hurtigt, for der har været pæn efterspørgsel på byggegrunde i Skørping. Men det er gået over al forventning også med resten, siger Helle Aagaard, som startede salget med en "åben udstykning" 23. januar. - Så var der en budrunde, hvor de første 11 blev solgt hurtigt, alle til overbud. Nogle kun til 5000 kr. over prisen, enkelte 100.000 kr. over. Resten er mere gået til priserne, som i øvrigt ikke var sat udelukkende efter størrrelse, men i høj grad også efter beliggenheden, fortæller Helle Aagaard. Arealet på i alt 67.000 kvadratmeter var oprindelig Skørping Kommunes ejendom, men i stedet for selv at byggemodne og sælge de enkelte grunde besluttede byrådet i november at sælge hele området til et anpartsselskab tegnet af brødrene Arne og Bent Juul Jensen og Arne Juul Jensens to sønner. I år 2000 byggemodnede kommunen selv 29 grunde i samme område, Hanebuen og Hanesvinget, men her er de sidste to grunde først blevet solgt for ganske nylig.