Attraktivt boligprojekt i Lønstrup

Der er så stor interesse for at flytte i nye lejeboliger i Lønstrup, at der kun er et par boliger tilbage i byggeprojektet, som ikke er reserveret.

- Vi har lavet midlertidige lejekontrakter for 10 af de 12 boliger, som skal opføres ved Havblikvej. Det er flot. Projektet i Lønstrup er gået over forventning, men det er også et rigtig godt projekt, siger forretningsfører Jens Ole Jørgensen, BoligHjørring. De 10 reservationer på en bolig i projekt Havblik er lavet før det første spadestik til byggeriet er taget. Der skal holdes licitation over det senere i maj måned. Derefter går der et år, før lejerne kan flytte ind i husene, der skal bygges som passivhuse på henholdsvis 101 og 87 kvadratmeter. - Det er både folk fra Lønstrup og flok, der vil flytte til byen fra andre dele af Hjørring Kommune. Nogle fra Lønstrup flytter fra eget hus, og det spændende er, hvordan det går med at få det solgt. De har god tid til det endnu, udtaler Jens Ole Jørgensen. Det er Boligforeningen AB, der står som bygherre, og det er arkitekt Jørgen Ussing, som har lavet tegninger til to type huse, gavlhuse og længehuse. Huslejen på de store lejeboliger bliver på 6.465 kr. om måneden, mens de mindre vil koste 5.776 kr. i månedlig husleje.