Attrup Havnecafe slår dørene op
Cafe bliver ny socialøkonomisk virksomhed. Den skal drives efter principperne om social ansvarlighed
ATTRUP: Det går godt for de socialøkonomiske virksomheder i Jammerbugt. Så godt at man nu er blevet enige om at åbne en cafe på havnen i Attrup. En cafe med de samme principper om social ansvarlighed, som netop er kendetegnende for Skovsgård-modellen.
Cafeen slår dørene op i forbindelse med sankthansfesten 23. juni, og på menuen kommer der lokalproducerede råvarer, serveret på genbrugstallerkner, som man gerne må købe med hjem. Stolene, som cafegæsterne kommer til at sidde på, er også til salg. Det er et genanvendelsesprincip, der passer godt med ideen om en socialøkonomisk virksomhed.
- Det gælder jo om at anvende de ting, vi har, det er jo også ressourcebesparende, siger Jan Degrauwe fra Købmandsgården.
- Vi vil dog prøve at finde nogle ting, som har et maritimt udtryk. Det vil passe godt til stedet, siger Jan Degrauwe, mens han viser rundt i lokalerne, som stort set er klar til at blive taget i brug. Der skal bare en god omgang rengøring til.
Mennesker på kanten
Cafeen bliver en arbejdsplads for mennesker på kanten.
- Det kan være fleksjobbere, mennesker som er gået ned med stress og som har brug for at få afklaret nogle ting i forbindelse med fremtidig arbejde, siger Jan Degrauwe, som pointerer, at det er et reelt stykke arbejde, der skal udføres, men med en støttende hånd i ryggen.
Der bliver ansat en på fuldtid samt 3-4 på fleksjob.
- Med den bemanding har vi brug for lokale frivillige, og her er Attrup Borgerforening og Attrup Bådelaug behjælpelig.
Ejerskab og forankring
Det giver også ejerskab og lokal forankring, siger Jan Degrauwe.
Cafeen kommer til at have åbent i sommersæsonen. Uden for sæson vil lokalerne blive brugt af lokale foreninger i forbindelse med møder, skolearrangementer og kurser. På den måde kommer der liv på havnen i Attrup hele året.
Den nye cafe er en del af partnerskabsaftalen mellem Jammerbugt Kommune, Skovgård Hotel, Råd og Dåd og Købmandsgården i Torslev, og den vil blive drevet i samarbejde med Attrup Borgerforening og Attrup Bådelaug. Det er Jammerbugt Kommune, som ejer bygningerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.