Audi og Tom Kristensen satser på Le Mans trods ulykke

Audi meddeler, at holdet håber at få den skadede bil klar til weekendens Le Mans trods træningsulykken onsdag.

Onsdagen kunne være endt tragisk for motorsporten og særligt Audi, da holdets franske kører Loïc Duval onsdag kørte galt og smadrede holdets Audi nummer 1 i træningen forud for weekendens Le Mans.

Men trods den voldsomme ulykke meddeler Audi Sport på twitter onsdag aften, at franskmanden er sluppet billigt fra ulykken.

- Undersøgelser på hospitalet i Le Mans bekræfter, at Loïc Duval er uskadt bortset fra to hudafskrabninger, lyder det på twitter.

Den franske kører var ellers ikke ved bevidsthed lige efter ulykken.

Trods den smadrede bil håber Audi at kunne få den gjort klar til at deltage i weekendens 24-timers-løb ved at skifte reservedele ud.

- Audi Sports Team vil gøre alt for at få Audi nummer et klar til at køre ved torsdagens kvalifikation, skriver holdet på twitter.

Holdets danske islæt, Tom Kristensen, kører for at vinde sit 10. Le Mans. Ud over Loïc Duval er brasilianeren Lucas di Grassi en del af Audi nummer 1.

2014-udgaven af Le Mans begynder lørdag klokken 15.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.