Augo som udsmider
AaB-anfører måtte skride ind og "wrestle" med en tåbelig AaB-fan i skandalekampen mod FC København på Aalborg Stadion.
Når AaB’s anfører Thomas Augustinussen stopper karrieren på banen, kan han utvivlsomt få job som udsmider i Jomfru Ane Gade. Det var nemlig ham, som fik stoppet og pacificeret, den tilskuer som løb på banen i slutfasen af kampen mod FCK. - Jeg kan ikke helt finde ud af, om han løber mod FCK-spillerne eller dommeren, men han så vild ud i ansigtet, og jeg stod nærmest på, og det var vigtigt for AaB’s skyld, at han blev stoppet. - Hvis han ramte dommeren eller en FCK-spiller, ville kampen være færdig, og vi ville tabte 3-0. Så det var med at få fat i ham, fortalte Thomas Augustinussen. En nøgen dame Det er ikke første gang, at Thomas Augustinussen oplever, at folk løber på banen. Men det var første gang, at han måtte i aktion som stopklods. - Til karneval har der da været en nøgen dame, men hende fik jeg ikke fat i. Men det er selvfølgelig trist, at sådan noget her sker, for det må bare ikke ske. Anføreren mener ikke, at den ballade, der var før og under kampen påvirkede spillerne på banen. De måtte blandt andet tage en pause 20 minutter før tid, da FCK-fans gentagne gange havde smidt romerlys på banen. - Man kan ikke gardere sig mod de ting her. - Fyrværkeri kan blive gemt alle mulige steder, hvor det svært at kropsvisitere. - Det er ødelæggende for fodbolden, at de her folk gør de ting, men man kan kun forsøge at blive ved med at bekæmpe det, sagde Thomas Augustinussen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.