Augo stemplede ind

Den hjemvendte AaB-søn scorede sit første mål i foråret - og hvilket ét af slagsen mod Lyngby.

Thomas Augustinussen scorede sit første mål i AaB-trøjen efter sin hjemvenden fra Red Bull Salzburg. Den høje midtbanespiller fik en returbold, efter at Nicklas Højlund i Lyngby-målet havde reddet et skud fra Morten Duncan Rasmussen, her trykkede han til, og skuddet gik i mål via overliggeren til 2-1 fem minutter før tid. - Det betyder rigtig meget for mig at score. I dag hjælper det holdet, fordi vi vinder. Men det føles rigtig godt, og det betyder selvfølgelig også noget for mig personligt, at jeg kommer i gang igen, siger han. Thomas Augustinussen er gammel angriber, og før i tiden var der ofte snak om, at han ikke scorede nok mål. Den snak opstår næppe igen, men han håber alligevel på, at dette mål blot var et af en række, han kommer til at score i den bolchestribede trøje. - Jeg spiller en lidt mere offensiv plads nu, end jeg har gjort før. Nu har jeg Rasmus Würtz bag mig, og jeg skal lige vænne mig til det. Men det er klart, jeg håber, jeg kan score flere mål, når jeg nu spillere længere fremme. Jeg synes, de fundamentale ting er ved at være på plads, men jeg mangler stadig lige det sidste. Sådan er det, når man ikke har spillet længe, siger han.