Augo: Vi gav dem for meget

AaB'erne glæder sig til at have hjemmebanefordel, når de gæster Parken næste gang

Et slutspil vil være mere interessant end blot en samlet turnerng, hvor holdene - her AaB og FCK - mødes tre gange, vurderer et konsulentfirma. Foto: Scanpix

Et slutspil vil være mere interessant end blot en samlet turnerng, hvor holdene - her AaB og FCK - mødes tre gange, vurderer et konsulentfirma. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:De kom slukørede fra banen AaB'erne efter nederlaget på 3-0 til FC København. Mens hjemmeholdets publikum råbte legestue mod kampens afslutning, var AaB'erne skuffede over, at de lod FCK komme lidt for let frem til målene i anden halvleg. - Jeg synes 3-0 er for stor en sejr, for vi må aldrig give dem chancerne så let, som vi kommer til i afslutningen af kampen. Hvis Caca havde scoret, så var det blevet en helt anden kamp, siger anfører Thomas Augustinussen efter nederlaget. Defensivt havde AaB ellers langt hen af vejen haft godt styr på hjemmeholdets flyvende brasilianske angribere, Ailton og Santin, og norske Kjetil Wæhler gik forrest i indgrebene omkring AaB's straffesparksfelt. Men da først William Kvist havde fået hul på bylden i en gevaldig rodet hjørnesparkssituation forsvandt AaB's kamplyst, og det var let for Zdenek Pospech og Morten Nordstrand at lukke kampen med to yderligere scoringer. - Jeg ved ikke, om vi decideret mister motivationen, men vi formår i hvert fald ikke at rejse os efter målet, og vi burde have udvist lidt mere stolthed og vilje. Vi viste ikke, at det var en kamp, vi ønskede at komme tilbage i. Hjemmebane næste gang AaB's dårlige stime i Parken fortsætter dermed. I sidste sæson fik holdet ørerne gevaldigt i maskinen i en kamp, hvor AaB ellers kunne have sikret sig mesterskabet. Og derfor kan pokalfinalen komme til at virke som en næsten umulig opgave for nordjyderne. - Jeg tror, det bliver en helt anderledes oplevelse næste gang. Vi kommer til at have hjemmebanefordelen i Parken næste gang, fordi op mod 10.000 nordjyder kommer til at tage turen til København. Og sidst vi spillede mod dem hjemme, vandt vi jo 3-1. De takter skal vi tage med os næste gang, og så lover jeg, at vi gør alt, hvad vi kan for at vinde. Anføreren lod sig ikke slå ud af de mange spørgsmål omkring AaB's vilje til at vinde søndagens kamp - et tema, der har fyldt meget op til kampen. - Jeg synes jo langt henad vejen, at vi leverer en god indsats - især i den første time. Og hvis der er nogle, der stiller spørgsmålstegn til det, vi leverer her, så synes jeg, de er vanvittige, siger Thomas Augustinussen. - Godt nok havde vi armene oppe over hovedet efter vi kom videre i pokalfinalen. Men vi vil gerne have tanket noget selvtillid inden pokalfinalen. Nu har vi otte dage til at rejse os og finde noget ny energi. Og så skal vi have en sejr, siger han. - Nu må vi også håbe, at vi snart får nogle af vores mange skadede spillere tilbage, for når alle er raske, så har vi et godt hold, siger norske Kjetil Wæhler.