August var tredje måned i træk med flere i beskæftigelse

Selv om august ligesom juli bød på rekordstor stigning i beskæftigelsen, er tabet fra corona ikke hentet.

I takt med at samfundet hen over sommeren åbnede op igen, er der blevet 41.000 flere lønmodtagere. Men stigningen kommer efter et fald på 79.000 i de tre måneder før under nedlukningerne. (Arkivfoto)

I takt med at samfundet hen over sommeren åbnede op igen, er der blevet 41.000 flere lønmodtagere. Men stigningen kommer efter et fald på 79.000 i de tre måneder før under nedlukningerne. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det danske arbejdsmarked forsatte rutsjeturen i august, hvor der kom rekordmange flere i beskæftigelse.

Ligesom i juli var omkring 15.000 flere lønmodtagere i august. Det er stigninger, der ikke er set før i de 12 år, som Danmarks Statistik har fulgt antallet af lønmodtagere, som de gør det nu.

Men rekorderne fra august og juli er dog ikke de eneste rekorder, der er blevet sat i 2020.

I foråret, da myndighederne lukkede for dele af samfundet for at inddæmme spredningen af coronavirus, blev der sat endnu større rekorder med negativt fortegn.

I marts, april og maj faldt beskæftigelsen med 79.000 personer. Det kom som en reaktion på de nedlukningstiltag, der blev taget i marts og april.

Fra juni og til og med august er beskæftigelsen steget med 41.000 lønmodtagere.

Dermed er der stadig 38.000 færre lønmodtagere, end før faldet startede i marts.

Skal man tro Dansk Erhverv og Danske Banks cheføkonomer, henholdsvis Tore Stramer og Las Olsen, kan rutsjeturen dog snart været nået til en ende.

- Det står desværre også klart, at der nu venter en mere svær periode, hvor det langtfra er en selvfølge, at beskæftigelsen fortsat vil stige, skriver Tore Stramer i en kommentar.

- Udfordringerne står nærmest i kø i øjeblikket. Smitten er stigende både herhjemme og i udlandet. Det er stærkt bekymrende, da en kraftigt stigende smitte og eventuelt nye restriktioner hurtigt vil kunne sende økonomien til tælling.

Samme toner lyder fra Las Olsen:

- Vi regner med, at opsvinget fortsætter, og beskæftigelsen bliver ved med at stige, men det bliver ikke i en lige linje, og der kommer også tilbageslag, lyder hans analyse.

- De lavthængende frugter fra at genåbne er plukket, og de seneste restriktioner på restauranter og barer har ramt brancher med mange ansatte i forhold til omsætningen. Globalt er udsigterne også noget mere brogede.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.