Naturvidenskab

August var varm og våd

KØBENHAVN:Hvis man hører til dem, der mener, at vejret altid er godt i august, når skolesommerferien er forbi, så er der i år statistisk opbakning at hente hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Månedsmiddeltemperaturen for august blev 17,9 grader - og det er 2,2 grader over normalen for landet som helhed set over perioden 1961-90. Samtidig skinnede solen 227 timer - hele 22 procent mere end det normale landsgennemsnit på 186 timer, konstaterer DMI. Men det var ikke sol det hele - også regn var august rig på. Landsgennemsnittet blev 108 mm regn, og det er hele 61 procent mere end normalt. Ribe Amt fik mest vand. /ritzau/