Skagen

Auktion fik klokken i Marinestuen til at ringe

Skagen Marineforening omsatte i år for 54.000 kroner

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tu­ris­ter og an­det godt­folk hav­de ind­fun­det sig i stort tal til auk­tio­nen, hvor de man­ge ef­fek­ter først blev be­set og si­den købt. Foto: kIM DAHL HANSEN

SKAGEN:Klokken var helt oppe at ringe ved 5000 kr., inden den gamle skibsklokke fra det gode skib M/S Beira fandt sin ejermand. Det var samtidig det største beløb, der blev budt på Skagen Marineforenings årlige auktion søndag. I alt var der 155 effekter under hammeren, og igen i år en stuvende fuld marinestue med lokale folk, såvel som mange turister, da auktionen gik i gang. Dagens auktionarius, Peder Westphal, startede med at efterlyse kuglepenne fra Fiskernes Forbund blandt de fremmødte. De, der med opstrakte kuglepenne kunne bekræfte besiddelsen af en sådan værdigenstand, blev omgående afkrævet to kroner. Men ellers var der bud fra fem kroner og opefter på selve auktionen. Et anker hentede 2600 kr., og en gammel lanterne 2500 kroner i kassen, mens et komplet sæt bestik til 12 inklusive hummergafler og diverse tag-tøj i det pureste guld (vist nok), men i hvert fald i egen metalkuffert, fik de bydende op på 1000 kroner. På hvilket skib, guldbestikket har gjort gavn, vides ikke, men da det jo var en maritim auktion, så har det sikkert været ude at sejle. I hvert fald var et maritimt videokamera sejlet hertil fra Singapore, mente Peder Westphal, der fik kameraet afsat for 500 kroner. En redningskrans til garagedøren gik for 225 kroner, mens en rædsel af en lampe tillavet af en 88 millimeter tysk granat fra 1938 og tilført storblomstret skærm, ikke fik mange bydende op af stolen, men dog blev solgt for 300 kroner, og uden at det blev opklaret forinden, om den overhovedet kunne lyse. Marineforeningens kasserer, Peder Arentsen, kunne efter tre-fire timers auktion glæde sig over, at rub og stub blev afsat, og at omsætningen endte på omkring 54.000 kroner eller rundt regnet som resultatet plejer at være år for år. De mange effekter er indleveret af private udbydere, og Marineforeningen får 20 procent af omsætningen til egen kasse.