Auktion gav 10.000 kr. til Lions Club

FARSØ:Et halvt hundrede mennesker deltog lørdag eftermiddag i den kunstauktion, som blev afholdt på Galleri 14 i anledning af Lions Club Farsøs 25 års jubilæum. Klubbens præsident Peter Møller gav den i rollen som auktionarius, og efter en lidt tøvende start kom salget snart i gang. I løbet af en halv time var der solgt for 10.000 kroner. Pengene skal gå til forsømte, grønlandske børn, som Lions-klubben i forvejen støtter. Kunstværkerne var skænket af kunstnere med tilknytning til Galleri 14, nemlig Anne Jensen, Askel Krogh, Evnike Elmelund, Gitte Rohde, Jørn Bjerge, Margit Høvring, Minna Mølgaard, Marianne Hansen, Marianne Building og Annette Gjerlif. Desuden havde andre lokale kunstnere bidraget, nemlig Birte Kjærsgaard, Laila Eske-Dam og Mette Hougaard. Gæsterne ved auktionen kunne i øvrigt benytte lejligheden til at se sig omkring i det store galleri, som nu, snart to år efter starten, er helt istandsat. To års dagen fejres i øvrigt med en udstilling senere på efteråret, hvor der også bliver et samarbejde med Vesthimmerland Kunstforening.