Udland

Aung San Suu Kyi er landet i Norge

Demokrati-ikonet Aung San Suu Kyi er ankommet til Norge, hvor hun endelig kan holde takketale for Nobelprisen.

Aung San Suu Kyi er landet i Norge

Flyet var en halv time forsinket, da Myanmars demokratileder Aung San Suu Kyi fredag eftermiddag landede i Gardermoen lufthavn og indledte et tre dage langt besøg i Norge.

Med næsten 21 års forsinkelse vil den legendariske demokratiforkæmper takke for tildelingen af Nobels fredspris og holde den tale, hun ikke kunne komme til Oslo og holde i 1991.

Europa-rejsen er Suu Kyis første, siden militærstyret i hendes hjemland - der også er kendt som Burma - første gang satte hende i husarrest i 1988.

Først nu vover hun sig uden for Myanmar med tiltro til, at hun kan få lov til at vende tilbage. Det er endnu et tegn på, at hun har tillid til, at den reformproces, der er indledt i Myanmar, vil fortsætte.

I lufthavnen uden for Oslo blev fredsprisvinderen blandt andet modtaget af Nobelkomitéens formand, Thorbjørn Jagland.

Derefter tog hun videre til møde med den norske statsminister, Jens Stoltenberg.

Nobeltalen holder Aung San Suu Kyi lørdag på rådhuset i Oslo.

Selve prisen og diplomet blev overrakt til hendes sønner og nu afdøde mand i 1991.

/ritzau/NTB