Udland

Australien indleder sikkerheds-hajjagt

På mindre end et år har der været seks opsigtvækkende hajangreb i Australien.

Australien indleder sikkerheds-hajjagt

Australien vil jage og dræbe store hvide hajer, som udgør en trussel mod svømmere og surfere ved den australske vestkyst.

Antallet af hajangreb er steget markant ud for Australiens vestkyst, og myndighederne vil nu begynde at fange og aflive hajer, der kommer for tæt på strandene.

Tidligere har en sådan jagt kun været iværksat efter et konkret hajangreb - og ikke som et forebyggende indgreb.

- Der skal anvendes to millioner australske dollar (op mod 13 millioner danske kroner) på hajforskning.

- Det vil ikke blot hjælpe os med at forstå hajernes adfærd, men det vil også skabe større sikkerhed på strandene, siger den politiske leder i delstaten Western Australia, Colin Barnett, som anslår, at de nye indgreb i alt vil koste omkring 40 millioner kroner.

Fem personer er blevet dræbt af hajer i det seneste år i Western Australia. De fleste fatale angreb i regionen er blevet udført af store hvide hajer.

På mindre end et år har der været seks opsigtvækkende hajangreb i landet, hvilket har udløst en ophedet debat.

Det seneste angreb førte til krav om, at de lokale myndigheder opsætter "hajnet" på strandene for at beskytte offentligheden.

Selv om hajer er almindelige i australske farvande, er dødelige hajangreb sjældne. Gennemsnitligt er kun et ud af 15 årlige angreb dødeligt.

Eksperter siger, at antallet af hajangreb er steget i takt med øget befolkningstilvækst og en øget interesse for surfing.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.