Australien vil købe isbrydere
Australsk søfartsskole er interesseret i de tre danske isbrydere - søger Frederik og Mary om protektorat
Opdateret kl. 14:08
FREDERIKSHAVN: De tre danske isbryder, Thorbjørn, Isbjørn og Danbjørn, som alle har base i Frederikshavn, kan være på vej til en ny istid på den anden side af jordkloden.
En australsk søfartsskole, Adelaide Nautical College & College on Murray, forsøger i hvert fald at skaffe midlerne til at overtage de tre isbrydere, der skal bryde is ved Antarktis.
- Vi er en gruppe mennesker omkring søfartsskolen her i Adelaide, som arbejder på projektet, og vi har blandt andet sendt en henvendelse til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary og håber, at kronprinsparret vil være protektor for isbryderne, der skal have hjemhavn i Marys fødeby, Hobart på Tasmanien, fortæller Thomas Gaardbo Pedersen i telefonen fra Australien.
Han er selv vendelbo, født i Mosbjerg ved Sindal i 1977 og uddannet på Skagen Skipperskole og udlært som gulvmontør hos Erling Christensen Møbler i Hørmested.
Efter seks år i det danske søværn rejste han i 2006 til Australien, hvor han mødte sin nuværende kone, som han har to børn med.
Thomas Gaardbo Pedersen arbejdede først på slæbebåde og isbrydere for Devine Marine Group i Sydney.
I dag er han tilbage i sit gamle job som gulvmontør med eget firma.
Uddannelse og eftersøgning
Den 37-årige vendelbo er rådgiver for den australske søfartsskoles forsøg på at overtage de tre isbrydere.
Den australske regering har besluttet at bygge en helt ny isbryder til arbejdet i Det Sydlige Stillehav og Antarktis, og folkene bag Adelaide Nautical College vil med økonomisk hjælp fra fonde og virksomheder købe de tre danske isbrydere til at udfylde hullet, indtil en ny isbryder kan være operationsdygtig om fem-seks år.
- Vi tror, vi kan bidrage til at genopbygge kompetence og kvalitet hos de australske søfolk og uddanne besætningen til isbryderne og den australske handelsflåde. På Sydpolen er der store oprydningsopgaver efter de mange turister og et stort behov for skibe, der kan sørge for isfrit farvand for de mange krydstogtskibe hernede, siger Thomas Gaardbo Pedersen.
Tættere samarbejde
Tanken er, at Adelaide Nautical College skal stå for driften og yde støtte til nødberedskab, eftersøgning, redningsaktioner, overførsel af mandskab, toldpatrulje samt assistere ved bekæmpelse af forurening til søs.
Australierne vurderer, at de tre danske isbrydere er umiddelbart tilgængelige. Handelen skal afsluttes inden udgangen af 2014, og tre måneder senere skal Thorbjørn, Isbjørn og Danbjørn være klar til at operere i australsk farvand.
- Vi ser store fordele ved dette projekt, der bringer Danmark og Australien endnu tættere sammen gennem unges deltagelse i eventyr, uddannelse, miljøbeskyttelse og videnskabelig forskning, skriver Adelaide Nautical College i ansøgningen til Kronprinsparret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.