Australier afviser Fuglsang i Baskerlandet Rundt

Simon Gerrans vandt første etape af Baskerlandet Rundt, hvor Jakob Fuglsang blev nummer fem.

Australier afviser Fuglsang i Baskerlandet Rundt

Det blev til australsk sejr, da første etape af cykelløbet Baskerlandet Rundt blev kørt mandag.

32-årige Simon Gerrans triumferede på den 156,5 kilometer lange etape omkring Elgoibar, hvor rytterne undervejs måtte ud på hele seks stigninger.

Orica-Greenedge-rytteren sejrede i spurten foran slovakken Peter Velits (Omega Pharma-Quick Step).

Danske Jakob Fuglsang (Astana) blev nummer fem, mens Team Saxo-Tinkoff-kaptajnen Alberto Contador kom ind på syvendepladsen.

Etapen sluttede dramatisk, da en stor gruppe ryttere blev fanget i et styrt ved toppen af den afsluttende stigning, før det gik nedad de sidste syv kilometer mod mål.

Det kostede tid for blandt andre sidste års vinder, Samuel Sánchez fra Spanien, samt tyskeren Tony Martin.

Laurent Didier fra Luxembourg og spanieren Amets Txurruka var længe i udbrud på etapen, men sidstnævnte blev efter et soloridt indhentet som den sidste, da der resterede cirka 20 kilometer.

Det skyldtes ikke mindst hårdt arbejde fra Bjarne Riis' hold.

Team Saxo-Tinkoff stiller med et stærkt hold til at støtte Alberto Contador. Således er blandt andre Roman Kreuziger og Chris Anker Sørensen med til at arbejde for spanieren.

Baskerlandet Rundt består af seks etaper og slutter på lørdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.