Australier sigtet for natindbrud i museum med dinosaurselfie

Under museumsindbrud stjal en 25-årig mand ifølge politiet en cowboyhat og tog selfie inde i dinosaurskelet.

Her ses besøgende omkring et replika af en kæmpekrokodille i Australian Museum i 2011.

Her ses besøgende omkring et replika af en kæmpekrokodille i Australian Museum i 2011.

SYDNEY:En mand er blevet sigtet, efter at han ifølge politiet brød ind i Australian Museum midt om natten.

I museet, som ligger midt i storbyen Sydney, skal han angiveligt have stjålet flere kunstværker, en hat og taget selfies med et dinosaurskelet.

Den 25-årige mand brugte omkring 40 minutter på at gå rundt i museet, efter at han brød ind omkring klokken 01.00, skriver politiet i delstaten New South Wales i en meddelelse.

Overvågningskameraer viser billeder af manden, der går rundt på flere etager, forsøger at komme ind i flere rum, kigger igennem opbevaringsplads og tager selfier med udstillingsgenstande, oplyser politiet.

På optagelser ses han blandt andet tage et billede med sit hoved inde i et dinosaurkranie.

Før han forlader museet, stjæler han angiveligt et stykke kunst og tager en cowboyhat fra et stativ. Hatten menes at være ejet af en ansat.

Australian Museum blev grundlagt for over 190 år siden og er dermed landets ældste. Det beskæftiger sig med både naturhistorie og menneskers historie i landet.

Politiet anholdt den mistænkte søndag aften lokal tid. Han blev sigtet for indbrud og afvist løsladelse mod kaution. Han skal for retten mandag lokal tid.

Australian Museum har titusindvis af genstande i sin samling, heriblandt en stor mængde kunst af Australiens oprindelige befolkning, aboriginerne.

Det er for tiden lukket for offentligheden på grund af en større renovering. Den fortsætter indtil august.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.