EMNER

Australiere har mere tillid til Mary end premierministeren

SYDNEY:Den australske læge Fiona Woods er den person, som australierne har mest tillid til. Derefter er det sanglærken Olivia Newton-John, og på en tredjeplads kommer kronprinsesse Mary. Det skriver avisen The Mercury, der citerer en meningsmåling over de 100 mest tillidsvækkende australiere, som er lavet af tidsskriftet Readers Digest (Det Bedste). Undersøgelsen viser, at australierne generelt ikke nærer den store tillid til deres politiske ledere. Premierminister John Howard ligger nummer 85, men der er mere tillid til hans kone, Janette, som ligger nummer 74. I bunden af listen som nummer 100 ligger indvandringsminister Amanda Vanstone. /ritzau/