Autobrachens Udviklingscenter hædret

Efteruddannelsescenter kan glæde sig over branchens pris, og at man bliver stadig flere ansatte

Marianne Isen
Autobranchens Udviklingscenter Frederikshavn startede med denne afdeling i 1999, siden er man vokset til det dobbelt antal kvadratmeter og fem gange så mange ansatte.
Autobranchen 1. april 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: - Vi har været med til at præge branchen positivt i 2005 blandt andet ved at tilbyde nye uddannelser med fokus på kundepleje og service f.eks. at tilbyde kurser til værkstedsejerne. Sådan siger lederen af Autobranchens udviklingscenter Hans Erik Kristoffersen. Initiativrigdommen og evnen til at imødekomme branchens behov blev for nylig belønnet med den fornemmeste pris indenfor branchen AUTIG- Prisen, der i år gik til Autobranchens Udviklingscenter i Frederikshavn. Hans Erik Kristoffersen var naturligvis meget glad over hæderen. - For når det kommer fra branchen selv, så kan man næsten ikke få en flottere pris, mener han. Samtidig kan han også glæde sig over hverdagen på centret. - Vi har i løbet af det sidste halve år ansat to mand mere, og siden vi startede i 1999 er vi gået fra at være to ansatte til i dag at være 10. Og han tror ikke det stopper på det nuværende niveau. Man har slet ikke udnyttet den efterspørgsel, der nu findes blandt mekanikerne til at komme på målrettede efteruddannelseskurser. - Om fem år kunne jeg sagtens forestille mig, at vi var fem mand mere, siger han. Hans Erik Kristoffersen har dog et problem. Pladsen på Hånbækvej er fuldt udnyttet og man har faktisk ikke mulighed for at udvide mere på arealet ved EUC Nord. - Så kan det være at vi må bygge oven på. Udviklingscentret udvidede nemlig til det dobbelte for et års tid siden, og nu må man ikke udvide mere på det sted. Autobranchens Udviklingscenter går således imod den generelle tendens, der hedder, at Frederikshavn er et udkantsområde og at der er meget langt til Frederikshavn, når man kommer fra andre steder i landet. - Men det har vi faktisk brugt positivt, så vi sørger for at levere kurser, som folk er tilfredse med. Har man oparbejdet et godt ry, så vil værkstederne gerne sende deres folk herop. Halvdelen af kursisterne kommer fra Sjælland, og der er også folk fra trekantområdet. Det er blandt andet Palle Hansen, der bor i Fredericia, og som også kunne have videreuddannet sig i Odense. Han blev uddannet som mekaniker i 1982 og har i løbet af de sidste to år været otte gange på kursus i Frederikshavn og hvert kursusophold varer fem dage. - Her i Frederikshavn er det meget målrettet. Vi arbejder f.eks. en hel dag med at finde problemer og jeg kan bruge det i min hverdag på værkstedet, og jeg kan lære fra mig. Han har bedre mulighed for at læse lektier eller gå tidligt i seng efter en hård dag på "skolebænken". Han smiler og tilføjer: - Og så er det jo også rart at komme væk hjemmefra og slippe for at smøre madpakkerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...