Turisme

Autocamper og konen var væk

En chokeret hollænder kontaktede Nordjyllands Politi og fortalte, at hans kone var forsvundet med parrets autocamper.

Episoden fandt sted fredag på rastepladsen ved tankanlægget 123 ved Tylstrup, hvor han havde været inde på toilettet. Da han kom ud, var konen og autocamperen kørt. Det viste sig senere, at konen ikke var blevet træt af manden. Hun troede bare, at manden var gået på toilettet inde i autocamperen og var derfor kørt videre sydpå. Med politiets hjælp blev parret bragt sammen igen.