Øster Hurup

Autocamperplads trækker gæster til

Campister stopper gerne i Øster Hurup

Op mod 300 autocampere ventes ved sæsonens afslutning at have benyttet sig af overnatningsfaciliteterne på havnen i Øster Hurup. Privatfoto

Op mod 300 autocampere ventes ved sæsonens afslutning at have benyttet sig af overnatningsfaciliteterne på havnen i Øster Hurup. Privatfoto

ØSTER HURUP: Øster Hurup Havns autocamperplads, der blev etableret for lidt under to år siden, har ligeså stille udviklet sig til noget af en succes.

- Sidste år solgte vi omkring 200 overnatninger på autocamperpladsen, og i år regner vi med at nå op på omkring 300 overnatninger, oplyser Niels Rasmussen, formand for Øster Hurup Havn.

Autocamperpladsen er tænkt som et tilbud til folk uden båd, der godt kunne tænke sig at være en del af havnemiljøet i Øster Hurup.

- Vi oplever, at brugerne af pladsen primært er ældre par, der måske har sejlet tidligere og nu synes, at de er blevet for gamle til at holde båd, men alligevel ikke har lyst til at vinke helt farvel til havneatmosfæren, forklarer Niels Rasmussen, der dog godt kunne tænke sig at se flere børnefamilier gøre brug af autocamperpladsen som ferieløsning.

- Har man ikke båd, men kunne man godt tænke sig at overnatte og opholde sig tæt på vandet i et rart og venskabeligt sejlermiljø, så er det her en god mulighed, nævner han.

En overnatning på autocamperpladsen koster 140 kroner pr. døgn, og så er el, vand og toilettømning inkluderet.

Pladsen er åben frem til 15. oktober.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.