Turisme

Autohjælp oven i rejsen

Dansk Bilferie har indgået samarbejde med Rasmussen Forsikring og tilbyder, som det første danske rejsebureau, gratis vejhjælpsabonnement i ét år til alle de forbrugere, der køber en ferie gennem Dansk Bilferie. Udover at vejhjælpsabonnementet dækker ferierejser i Europa, dækker det også i dagligdagen, når man f.eks. kører til og fra arbejde. Produktchef hos Dansk Bilferie, Lars Lyhne Jensen kalder det en “win-win situation” for alle involverede parter. Kunderne får et gratis abonnement med i rejsekøbet, Dansk Bilferie får tilfredse kunder, og Rasmussen Forsikring udbreder kendskabet til sit nye vejhjælpsabonnement – CARGO. Lars Lyhne Jensen understreger, at den værdi, som vejhjælpsabonnementet repræsenterer, ikke er lagt oven i rejsens pris. Abonnementet er gyldigt fra det øjeblik, ferien bestilles og frem til og med udgangen af 2009.