Autonome i aktion 14. maj

Demonstranter hverver i øjeblikket deltagere til kæmpe ulovlig gadeaktion på Frederik og Marys bryllupsdag

Demonstranter fra den yderste venstrefløj afholder den berygtede demonstration "Reclaim the Streets" på Frederik og Marys bryllupsdag 14. maj. Det får politiet til frygte autonome optøjer. Reclaim the Streets-aktionen har nemlig et blakket ry og førte for nylig i både London og Göteborg til voldelige sammenstød mellem autonome og politi. I Danmark har en lignende ulovlig gadeaktion tidligere været årsag til, at Nørrebrogade i København blev lukket og flere demonstranter anholdt. På venstre-ekstremisterne Globale Rødders hjemmeside hverves i øjeblikket deltagere til "Reclaim the Streets". Her lyder opfordringen til 14. maj-aktionen: "Det er vores gader, vores fristeder, vores rettigheder. Hold nallerne væk! Vi kræver tilbage, hvad vi allerede er blevet frataget!" Chefpolitiinspektør i Københavns Politi, Kai Vittrup, mener ikke, at det er tilfældigt, at netop den royale bryllupsdag er valgt som aktionsdag. Politiets vurdering er, at det er de "gamle kendinge" fra Globale Rødder - kendt som heftige modstandere af EU-topmødet i København og for at overpøse Fogh og Per Stig Møller med rød maling - der står bag: - Vi kan ikke udelukke, at der er nogen på fløjene, der ønsker at drille lidt. Det er klart, at vi har et beredskab, der tager sig af dem, hvis de vil ødelægge noget. De har i princippet lov til at demonstrere, hvis de anmelder deres demonstration, men de skal ikke have lov til at forstyrre. Bliver der optøjer, vil ballademagerne blive mødt af et "fire-cifret antal" betjente, lover Kai Vittrup. Talsmand for Reclaim the Streets-gruppen, Jakob Larsen, indrømmer, at man 14. maj har planlagt at blokere trafikken - hvor bliver en hemmelighed. - Planen er at forvandle et trafikalt knudepunkt til en trafikfri-zone – det gøres ved at blokere trafikken og benytte civil ulydighed. Man lukker simpelthen en gade ned, forklarer Jakob Larsen. Civil ulydighed ses netop i forbindelse med autonome aktioner, hvor demonstranterne binder sig fast til hinanden i menneskekæder, blokerer trafikken eller besætter strategisk vigtige steder - ofte indhyllet i beskyttende skumgummi. Jakob Larsen vil ikke afsløre, hvilke politiske grupper, der står bag selve demonstrationen, men siger, at aktionen ikke er arrangeret i Globale Rødders regi. Han er dog ligeglad med, at den ulovlige demonstration vækker bekymring på politigården. - Vi kan ikke tage os af, at Kai Vittrup har en konspiratorisk teori om, at vi laver optøjer til brylluppet. Vi afholder arrangementet alligevel, siger talsmanden.