Autoritet handler om nærvær og fravær

Der er mange spændende betragtninger i Tina Klitgaards opsang (27. marts) til os forældre om at ville rollen som autoritet igen. Problemet omkring autoritet handler dog ikke kun om at sætte grænser.

EMNER 1. april 2005 23:18

Selvom TK sikkert ikke mener det sådan, så er autoritet ikke nødvendigvis en 'skolemesterrolle'. Det er i sig selv en misforståelse. Autoritet handler om nærvær og fravær. Det handler om at holde fast og give. Det er vigtigt, at vi holder os det for øje. Autoritet handler derfor også om den type af kærlighed, som en forælder nærer til sit barn eller sine børn. Det handler ikke nødvendigvis om 'kærlighed med hård hånd', men i høj grad også om forståelse. Men det er på ingen måde en nem opgave at påtage sig hverken den kærlige eller den skolemesteragtige form for autoritet. Og inden vi i intuitiv ærefrygt bekender os til en 'åbenhedspolitik' på opdragelsesområdet, bør vi besinde os på at forstå, hvad autoritet er. For at kunne optræde som autoritet skal man selv have oplevet autoritet. Man skal som person have erfaret, at autoritet virker. Det er selvfølgelig tragisk, at privat ejendom forgøres, som det senest var tilfældet i Hasseris i Aalborg. Men vender vi blikket mod et langt mere seriøst emne, seksualmoralen, så melder spørgsmålet om en 'kommunikativ autoritet', eller netop bestræbelsen på som voksne, som forælder at kunne træde i figur - at holde fast - men samtidig give slip, give rum, og vise tillid. Man kan undre sig over, at vi ikke hører mere om 'børneforældre'. Hvornår er man voksen nok til at få et barn? Det er faktisk et meget centralt spørgsmål, og en kende mere fundamentalt end sms-invitationer. Jeg har ikke noget statistisk belæg for, at det forholder sig sådan, men jeg har set eksempler på, at unge mennesker enten vælger eller kommer til at stå i situationen at skulle være forældre. Barnet bliver født, og efter en relativ kort periode, finder forælderparret ud af, at det ikke rigtigt fungerer. De separeres, mere eller mindre voldsomt. Og tilbage står barnet. Hvor er autoriteten? Jeg er ikke ude i et formynderisk ærinde. Jeg er ikke ude på at begrænse den del af den menneskelige frihed, der har at gøre med at få børn. Men i forhold til den kommunikative form for autoritet, som TK efterlyser, er kerneproblemet for det første, at det er noget nær en umulig opgave at træde i figur, når man er alene. Spørgsmålet om autoritet bør naturligvis diskuteres mellem voksne, mellem forældre til børn i samme klasse, på samme skole, i samme kvarter. Men hvad med at diskutere autoritetsspørgsmålet med partneren, ægtefællen, livsledsageren? Og her er problemet så: Hvis det er en for hård opgave at stå med autoritetsopgaven alene, hvorfor acceptere vi så 'single-kulturen'? Jeg siger ikke, at fraskilte og enlige nødvendigvis har det hårdere med at skulle forvalte rollen som autoritet. Men hvis spørgsmålet om autoritet så at sige ikke kan komme hjemmefra, i kommunikationen mellem forældrene i familien, så er det en ovenud svær opgave at indhente rollen som autoritet. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal være to. Men man skal som forælder have et netværk at kunne støtte sig til. Autoritet er ikke en rolle man så at sige spiller alene. Autoriteten skal komme et sted fra. Og et eller andet sted kunne far og mor, eller værge til værge, starte med at snakke om det. Det er svært, men det bliver ikke lettere ved at skulle snakke om det i forældregruppen i klassen, på skolen, i kvarteret. For autoritet spiller også en rolle i forholdet mellem forældre, der mødes for at diskutere opdragelse. For nogle år siden var jeg gæst til et forældermøde, hvor temaet var børn og fjernsynsvaner. Jeg havde leveret mit 'ekspertoplæg' og havde lagt op til en åben dialog om spørgsmålet. En forælder markerede og noterede, at det jeg havde sagt, havde lydt meget interessant, og det skulle blive interessant at diskutere, hvorfor voksne var så dumme at lade deres børn se tv! Så var rammen for kommunikationen sat, for det lå mellem linierne, at hvis man udtalte sig positivt om børns fjernsynsvaner, så var man en 'dårlig forælder'. Det var så den åbenhed! Det kan selvfølgelig være, at ødelæggelse af 'død' ejendom der koster i budgettet kan få flere ud af busken. Autoritet koster, eller rettere hvis den ikke er der, så koster det. Hvordan vi end vender og drejer spørgsmålet om opdragelse, så koster det. Det er en udgift vi som voksne ikke kan løbe fra. Og det giver god mening at løbe sammen i stedet for at løbe fra hinanden. Men, og det er her jeg er uenig med TK, så handler det ikke om, at voksne bare må 'vokse op' og parkere ønsket om at være 'god kammerat' med barnet, med teenageren. Det handler om, at selve spørgsmålet om autoritet er dybt spundet ind i den måde, som vores moderne samfund fungerer på. Og det handler i høj grad om, at der er forskellige måder at definere autoritet på. Der findes ikke kun een mållinie, som vi kan passere efter et hårdt opløb om 'årets forælder'.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...