Trafikulykker

Autostole er ikkegode nok

Nordjyderne er generelt rigtig gode til at sikre deres børn i trafikken. Børnene bliver sat i autostole og forsvarligt spændt fast. Til gengæld er kvaliteten af de fleste autostole ret dårlig. De seneste tre års test af markedets autostole lavet af Forbrugerrådets blad Tænk og Test viser, at først i år har få stole fået karakteren god.

De fleste stole er kun middelgode, og ved en test dumpede de fleste stole sågar. Den største dødsårsag blandt børn er bilulykker. Børn, som ikke sidder spændt fast i bilen med sikkerhedssele eller i en autostol, kommer oftere alvorligt til skade eller dør i bilulykker, end voksne. Uanset stolenes dårlige stand er det vigtigste dog, at forældrene sætter børnene i stolene, siger direktør René la Cour Sell, Rådet for større færdselssikkerhed. - Skal man have små børn med i bilen, så skal de i autostolen, siger han. I mandags blev et barn på 15 måneder dræbt i en voldsom trafikulykke i Hjørring. Barnet havde sele på, men sad ikke i en autostol, og det blev fatalt. Det kunne bringe tankerne hen på, at forældre er dårlige til at bruge autostole, men det er faktisk ikke tilfældet. - Vi er rimeligt gode til at spænde børnene fast, siger René la Cour Sell. Ved den tragiske ulykke var føreren, der også blev dræbt, formentlig kommet i bekneb for autostole, da hun havde to børn i bilen. Barnet i autostolen blev reddet.