Av min flade fod

En vej brolagt med oplevelser, opmærksomhed og moralske dilemmaer

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forsk­nings­fy­sio­te­ra­peut Car­sten Møl­gaard sør­ger for, at alle elek­tro­der­ne sid­der, som de skal. Foto: Tho­mas Hansen

AALBORG:Speciallæge i ortopædkirurgi Søren Kaalund så med begejstring på min flade fod. - Det er lige sådan en fod de kan bruge i Aalborg. Og i løbet af nul komma dut var jeg henvist videre til et forskningsforsøg i Aalborg. Et, der skal afdække effekten af henholdsvis indlæg i skoene og træning hos en fysioterapeut for folk med hyperpronation (platfodethed). Det lød som en god adgang til fuld fokus på mig og mine fodsmerter, så jeg var med på idéen. Selv om jeg havde regnet med lidt mere end 10 minutters konsultation efter et halvt års ventetid og en lang køretur fra Aalborg til Frederikshavn. Ondt i fødderne Det hele begyndte i foråret, da jeg gik til læge med ondt i fødderne. Jeg har altid haft lidt svært ved at finde de helt rigtige sko, og nu var mine flade, nærmest andefodsformede fødder også begyndt at gøre ondt. Især den højre. Med en henvisning fra egen læge gik jagten ind på en speciallæge i Aalborg. Med udsigt til et helt års ventetid, fik jeg i stedet en tid hos Søren Kaalund i Frederikshavn, hvor ventetiden var den halve. Og nu var jeg så her, på vej til at blive en forsøgsperson. Søren Kaalund havde allerede været det, kunne han fortælle. Han er nemlig også platfodet. - Men bare rolig. Du skal ikke have ståltråd boret ind i knoglerne, sådan som jeg fik det. Ståltråd i knoglerne Tak skal du have for en engageret læge. Få boret ståltråd ind i fødderne i forskningens navn. Det ville jeg i hvert tilfælde aldrig frivilligt udsætte mine fødder for. Største risiko for mig ved det her forskningsforsøg var da heldigvis også bare at komme i en kontrolgruppe, der ikke får nogen særlig hjælp, Og hvor uheldig kan man lige være? Der var 75 procents chance for at få enten indlæg (gratis!), fire måneders ugentlig træning af fødderne hos en fysioterapeut - eller en kombination af de to. Kun den fjerde, uheldige kontrolgruppe må nøjes med en grundig instruktion i, hvordan de selv kan gå i gang med øvelser for fødderne derhjemme. Det fik jeg nærmere forklaret af projektfysioterapeut Marianne Christensen på Aalborg Sygehus et par uger senere. - Og du kan til enhver tid gå ud af forsøget, understregede hun. - Ja, ja, jeg vil godt være med. Så var det tid til den instruktion i fodøvelser, som alle 80 deltagere i forsøget får. Mærkelige øvelser Og jeg som troede, at øjenøvelser er den mest mærkelige form for gymnastik, man kan byde sig selv. Næ, nu kunne jeg godt gå hjem og øve mig i at samle ting op med tæerne, spænde svangen, stå på tæer og meget mere. Kort tid efter blev jeg indkaldt til en lige så lang seance i et ganglaboratorium i Forskningens Hus lige bag Sygehus Syd. I halvanden time blev jeg udspurgt om mit smerteniveau, min fod blev fotograferet både for- og bagfra, dens aftryk elektronisk registreret på en særlig måtte og fodens bevægelser afluret ved hjælp af elektroder. Det er i øvrigt for at vide, om elektroderne passer med fodknoglernes stilling, at frivillige forsøgspersoner i et tidligere forsøg har fået boret ståltråd ind i deres fodknogler. Blandt andre speciallæge Søren Kaalund og fysioterapeut ved Ortopædkirurgi Nordjylland, Marianne Christensen. Vild med fødder Umiddelbart kan fysioterapeuten slet ikke sætte grænser for, hvor langt hun vil gå i forskningens tjeneste, når det gælder fødder. - Fødderne er jo selve vores fundament. Det er vigtigt, at de kan bære os gennem livet som de skal, Det er jeg helt enig med hende i. Indtil for nylig var det en selvfølge, at mine fødder tog slæbet uden bøvl. Men den lange, varme sommer bød på nye erfaringer. Sandaler giver absolut ingen støtte til platfødder som mine, og det skete, at jeg måtte aflyse en gåtur, fordi det gjorde ondt i svangen. Så nu skal der bare ske noget, og det kan kun gå for langsomt. Moralsk dilemma Da jeg bliver ringet op fra sygehuset om, at jeg er kommet i den gruppe, der har fået instruktion, går der et øjeblik, før jeg fatter beskeden. Øv og atter øv. Jeg er kommet i kontrolgruppen og dermed også i et moralsk dilemma. For skal jeg nu forvandle mig til en uduelig kontrol- forsøgsperson ved selv at sørge for individuelt udformede indlæg? Meningen er jo, at de heldige, der får træning eller indlæg, skal sammenlignes med nogen, der ikke får gjort noget. Eller skal jeg vente i fire måneder med at gøre noget for mine fødder - ud over de øvelser, som jeg har fået med hjem? Måske skulle jeg gå mig en lang tur og tænke over det. Nej, jeg mener selvfølgelig cykle en lang tur...