- Av min overarm - koden var forkert

60-årig nordjyde offer for spidsfindige behandlingsregler

Smerterne i Mette Sandlands højre overarm er så voldsomme, at hun har svært ved at skrive på tavlen, når hun underviser sine elever. Foto: Bente Poder

Smerterne i Mette Sandlands højre overarm er så voldsomme, at hun har svært ved at skrive på tavlen, når hun underviser sine elever. Foto: Bente Poder

NORDJYLLAND:Mette Sandlands højre overarm er lige så tyk som en havnearbejders. Men i hendes tilfælde er det ikke muskler, men fedtklumper, der får armen til at svulme. - Det gør ganske enkelt så ondt, og jeg venter med længsel på at blive opereret, siger hun. Mette Sandland, der bor i Sindal, har i årevis døjet med det, der i lægesproget hedder lipomer. Det handler om diffuse fedtoplagringer forskellige steder i kroppen. I øjeblikket værst i højre overarm. - Smerterne er så voldsomme, at jeg har svært ved at skrive på tavlen, når jeg underviser, forklarer hun. Mette Sandland underviser på et kursus for ordblinde i Frederikshavn. Den 60-årige vendelbo var ellers indstillet til operation allerede i efteråret. Med henvisning til reglerne om udvidet frit sygehusvalg blev hun sendt til privathospitalet Eira i Århus, fordi ventetiden på de offentlige sygehuse var langt over en måned. Mette Sandland nåede at komme til forundersøgelse på Eira. Men så gik der kludder i det hele. Forkert kodesprog Hver type operation har sin egen kode. Mette Sandland var sendt til Århus med en kode, der hedder Kqbj 00. Da hun var blevet undersøgt på Eira, viste det sig, at Region Nordjylland slet ikke har en aftale med det århusianske privathospital om netop den type plastikkirurgiske operationer. Det hjalp heller ikke, at den nordjyske kvinde i stedet blev forsynet med en ny kode med betegnelsen Kqcj 99. Den er der åbenbart heller ingen aftale med Eira om. Mette Sandland har derfor af bitter erfaring måttet sande, at begrebet "udvidet frit sygehusvalg" har sine klare begrænsninger. - Nu har jeg været til forundersøgelse i alt fire gange i henholdsvis Hjørring, Århus og Aalborg, og jeg er efterhånden grundigt træt af hele situationen. Jeg fatter ikke, at regionerne ikke blot sørger for at få lavet aftaler med de privathospitaler, som er i stand til at udføre de forskellige type operationer. Hvis det havde været tilfældet, ville jeg jo forlængst være opereret, og mine smerter forsvundet. På et tidspunkt - efter Eira - blev hun henvist til operation på et privathospitalet Hamlets plastikkirurgiske afdeling i Søborg. - Da jeg forhørte mig om, hvad jeg skulle gøre, hvis der efter operationen opstod komplikationer, fik jeg at vide, at "så kunne jeg bare komme forbi." Men helt ærligt, så synes jeg det er meget besværligt, hvis jeg måske skal til Søborg adskillige gange. Derfor takkede jeg nej. Med samme begrundelse har Mette Sandland afslået et tilbud om en ny forundersøgelse på sygehuset i Esbjerg med henblik på at blive opereret dér. - Jeg synes ærlig talt, at jeg har været til forundersøgelser nok. Desuden er jeg dårlig til bens og har svært ved at overskue, hvordan jeg skulle komme til og fra Esbjerg med offentlige transportmidler i forbindelse med først forundersøgelse og dernæst operation. For slet ikke at tale om, hvis der viser sig komplikationer senere. Derimod har jeg et godt netværk i Århus, som kan hjælpe mig, hvis jeg bliver opereret dér. Svend Erik Østgaard, der er chef for ortopædkirurgien, bekræfter, at der været forskellige meninger om, hvilken type operation, der helt præcist er behov for i Mette Sandlands tilfælde. Og at hun derfor er sendt tur-retur imellem det offentlige sygehussystem i Nordjylland og privathospitalet Eira med uforrettet sag. - Det sker, at lægerne ved en forundersøgelse konkluderer noget andet end det den henvisende læge er nået frem til, konstaterer han. Ifølge Svend Erik Østgaard kan Ortopædkirurgi Nordjylland ikke lade hånt om, at der skal være en aftale mellem regionen og det enkelte privathospital, hvis patienten skal opereres. - Hvilke typer operationer, der indgås aftale om med det enkelte privathospital, er ikke noget, vi bestemmer. Det er et politisk spørgsmål, og vi er nødt til at følge spillereglerne, siger han. Han tilføjer, at især når det som i Mette Sandlands tilfælde handler om et plastikkirurgisk indgreb, kan der godt være langt mellem de privathospitaler, som der er indgået aftale med. Aalborg Sygehus udfører også den type operationer, som kvinden fra Sindal skal igennem, for at slippe af med smerterne i overarmen. Men i Aalborg er det først udsigt til, at hun kan komme på operationsbordet i 2013.

Forsiden


Breaking
Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem
Luk