Sindal

- Av mit arme ben ...

SINDAL: Når feltet fiser over asfalten i Sindal fredag aften i forbindelse med SIF’s cykelsponsorløb ved Open by Night bliver det uden folketingspolitikeren Bjarne Laustsen (S), der ellers har været blandt de tilmeldte. Afbuddet bunder i socialdemokratens fysiske tilstand, der led et knæk ved en privat fest for nylig, da Stig Lundbo, kredsformand for Socialdemokraternes Frederikshavnskreds, fejrede sin 50 års fødselsdag. - Jeg fik skadet mit knæ ved festen under dansen. Det er en forstrækning, som jeg troede ville fortage sig, siger Bjarne Laustsen om sin Dance Macabre. Knæet er dog ikke så meget i bedring, at Laustsen tør springe på cyklen. - Men jeg vil gerne cykle igen næste år. Det har jeg meddelt, tilføjer MF’eren, hvis to sponsorer formentlig kan overføres til andre ryttere, så hans exit kommer formentlig ikke til at betyde noget for løbets indtjening - som ovenikøbet kan forbedres, hvis sponsorerne tilfalder en rytter, der kører hurtigere end Bjarne Laustsen ville have gjort. tn