Avis: Aktivist er ramt af skud i Hongkong under ny voldsom uro

Under 70-året for Kinas folkerepublik er titusinder af vrede på gaden i Hongkong. Butikker lukker i tusindvis.

En demonstrant i Hongkong i en tåge af tåregas. Demonstrationerne ventes at blive optrappet hen ad dagen i den urolige bystat.

En demonstrant i Hongkong i en tåge af tåregas. Demonstrationerne ventes at blive optrappet hen ad dagen i den urolige bystat.

HONGKONG:En demonstrant i Hongkong er ramt af et skud i brystet, efter at politiet skyder med skarpt under store demonstrationer i forbindelse med 70-året for den kinesiske folkerepublik.

Det skriver avisen China Morning Post. Adskillige personer er kommet til skade.

På et videoklip, der er lagt på de sociale medier, kan man høre en ung mand stønne efter at være ramt.

- Det gør ondt i brystet, få mig på hospitalet, siger han i videoen.

Politiet bekræfter over for avisen, at der er affyret varselsskud mod demonstranter, men det har ikke kommenteret den konkrete sag, hvor en demonstrant ifølge det oplyste er ramt.

Hospitalsmyndighederne oplyser ifølge Reuters, at 15 personer er såret, heraf en alvorligt

Titusinder af mennesker er på gaden i Hongkong for at markere deres vrede over for Kina og bystatens regering.

Mange politifolk er sendt på gaden, og i flere områder af byen bliver der affyret tåregas mod demonstranterne.

Mere end hver fjerde metrostation i byen holdes lukket, og tusindvis af butikker og butikscentre har låst dørene, men protesterne spreder sig.

Flere steder har demonstranter angrebet politiet.

Vreden er rettet mod Hongkongs førsteminister, Carrie Lam. Men i ligeså høj grad Kina, som tirsdag fejrer 70-året for den kommunistiske folkerepublik med pomp og pragt.

Urolighederne ventes at eskalere i løbet af aftenen (hen på eftermiddagen dansk tid).

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.