Danmark

Avis: Amy flytter tilbage til plejefamilien

Den 12-årige etiopiske pige Amy Steen lov til at flytte hjem til sin plejefamilie igen.

Avis: Amy flytter tilbage til plejefamilien

Der var skrig og protester, da Amy Steen med magt blev fjernet fra sine plejeforældres adresse den 8. marts.

Nu får hun lov til at flytte hjem igen. Det skriver Sjællandske Medier.

Et enigt Børn- og Ungeudvalg i Næstved Kommune besluttede mandag at opfylde Amy Steens ønske om at bo hos sin plejefamilie.

Flere eksperter har anbefalet, at den 12-årige pige skulle have lov til at bo hos sine plejeforældre Hanne og Ole Keller, skriver Sjællandske.

Amy Steen boede tidligere med sin lillesøster hos en dansk adoptivfamilie - men kun i en kort periode.

Forældrene kunne nemlig ikke håndtere deres ældste adoptivdatter, og bad kommunen om hjælp, hvorefter Amy Steen blev flyttet til plejefamilien.

I marts blev hun mod sit ønske fjernet fra Hanne og Ole Keller, og tv-transmissionen af den skrigende, kæmpende pige, som blev trukket ind i en bil, blev en større historie i de danske medier.

Efterfølgende politianmeldte Næstved Kommune plejeforældrene for ikke at have samarbejdet tilstrækkeligt, da Amy skulle fjernes fra deres hjem og placeres på et opholdssted.

Ifølge Sjællandske genforenes plejeforældrene og Amy Steel tirsdag.

/ritzau/