Avis: Britisk regering holder nødmøde om ny virusvariant

Ifølge The Telegraph kan Storbritannien indføre nye coronarestriktioner lørdag af frygt for ny virusvariant.

Storbritanniens regering sagde mandag, at en ny stigning i antallet af smittede måske delvist skyldes den nye virusvariant. (Arkivfoto).

Storbritanniens regering sagde mandag, at en ny stigning i antallet af smittede måske delvist skyldes den nye virusvariant. (Arkivfoto).

LONDON:Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har fredag aften indkaldt ministre i sin regeringen til et nødmøde om den nye variant af coronavirusset, der er opdaget i landet.

Det skriver avisen The Telegraph ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mødet går på, hvordan Storbritannien skal dæmme op for den nye og muligvis mere smitsomme variant af coronavirusset.

Ifølge The Telegraph kan yderligere coronarestriktioner blive annonceret allerede lørdag. Herunder rejseforbud mellem det sydøstlige England, herunder London, og resten af landet.

En talsmand for premierministeren har afvist at kommentere historien fra The Telegraph.

Storbritanniens regering sagde mandag, at en ny stigning i antallet af smittede måske delvist skyldes den nye virusvariant.

Der er blevet påvist ni tilfælde af varianten af coronavirusset i Danmark. Det oplyste Statens Serum Institut torsdag.

Instituttet oplyste imidlertid, at intet tyder på, at virusvarianten er mere alvorlig end andre covid 19-varianter.

Virusvarianten, der har fået betegnelsen N501Y, er frem til 13. december fundet blandt 1108 personer primært i det sydlige og østlige England.

I Danmark er der mellem 14. november og 3. december blevet påvist ni tilfælde af varianten, heraf seks tilfælde i Storkøbenhavn og tre i Nordjylland.

Den nye covid-virusstamme har nogle genetiske ændringer i det såkaldte spike-protein.

Seruminstituttet skriver, at der har været overvejelser om, at virus af denne stamme kan være mere smitsom, medføre mere alvorlig sygdom eller være mere modstandsdygtigt over for antistoffer og vacciner end andre stammer.

Men det er der ifølge instituttet intet, der tyder på.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.