Avis: Fyringer så det klodser i Lego-koncernen

Op mod 1200 timelønnede i Billund kan se frem til en fyreseddel, når produktionen rykker til Tjekkiet, skriver Vejle Amts Folkeblad

BILLUND:Der er masseafskedigelser på vej hos legetøjsproducenten Lego i Billund. Legoledelsen har i længere tid gået med planer om at flytte hele eller dele af produktionen væk fra Danmark. Og nu skulle der angiveligt være en plan om at flytte produktionen til Tjekkiet. Men det afviser Lego. Det er endnu en gang bare rygter, siger Legos kommunikationschef, Charlotte Simonsen. Kommunikationschefen medgiver dog, at en endelig beslutning om udflytning nærmer sig og forventes at blive truffet “hen over sommeren”. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er Lego således klar med en plan, der betyder, at to tredjedele af produktionen flyttes til Tjekkiet for at spare penge. Det betyder, at mellem 1100 og 1200 af de timelønnede medarbejdere fyres. I det seneste halvandet år har Lego’s ledelse med administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp i spidsen sagt, at i hvert fald en del af Legos’ produktion skal flyttes ud af landet. Ifølge Vejle Amts Folkeblad foreligger der nu en plan for den udflytning, som medarbejderne informeres om inden for de næste to uger. Men det afviser Charlotte Simonsen. - Der er ikke noget nyt. Det er endnu en gang rygter, som ikke har noget på sig. Der er ikke taget nogen endelig beslutning om udflytning. Så snart der er taget en beslutning, vil vi melde det ud - først og fremmest til medarbejderne, siger Charlotte Simonsen til Ritzau. Der har løbende været spekuleret i, hvor mange medarbejdere, det kommer til at ramme, når Lego gør alvor af sine udflytningsplaner. Og det skaber yderligere usikkerhed blandt medarbejderne. - Der har været mange forlydender og rygter, og det er klart, at det gør medarbejderne endnu mere urolige, end de allerede er. Alle går jo og venter på at få at vide, hvad der kommer til at ske. Så der er ikke noget at sige til, at de bliver frustrerede, siger Charlotte Simonsen. Lego har i de seneste par år kæmpet for at overleve en livstruende krise. Og det går tilsyneladende den rigtige vej. Lego formåede således at vende et katastrofalt underskud på 1,9 milliarder kroner efter skat i 2004 til et plus på over en halv milliard kroner efter skat i 2005. På et par år er medarbejderstaben i Billund blevet reduceret med omkring 1000 til i dag cirka 2300 medarbejdere, og Lego har lukket sin fabrik i Schweiz. /ritzau/