Avis: Ghetto-udspil vil skærpe straffe i bestemte områder

Offentliggørelsen af regeringens ghetto-plan trækker ud på grund af jura, skriver Kristeligt Dagblad.

Det skal være muligt at lukke institutioner i ghettoområder, og folk, som begår kriminalitet i ghettoområder, skal fratages sociale ydelser.


Det lægger regeringen op til i et endnu ikke offentliggjort ghetto-udspil, skriver Kristeligt Dagblad.

Desuden overvejes "der adgang til i perioder at skærpe straffene for visse kriminalitetsformer i særligt kriminalitetsbelastede områder," lyder det i udspillet.

Ifølge avisen trækker offentliggørelsen af udspillet ud, fordi regeringen er løbet ind i juridiske problemer.

Regeringen havde allerede udspillet klar 11. december sidste år, men det er endnu ikke offentliggjort. Ifølge en kilde tæt på regeringen kan der gå yderligere to uger, før det endelige udspil fremlægges, lyder det.

Ifølge Jørgen Aalbæk Jensen, professor i forvaltningsret og statsforvaltningsret ved Aarhus Universitet, bliver det problematisk, når lovgivningen skal gælde for et bestemt geografisk område.

- Der er ingen problemer i at lave en lov, der gælder for kontanthjælpsmodtagere, men hvis man siger, at en lov kun gælder i Tingbjerg (ghettoområde, red.), bliver det mere problematisk.

- Det er nok derfor, at juristerne ikke bryder sig om udspillet. Det kan virke tilfældigt, hvis man er ude efter bestemte områder. Og normalt siger man, at de konkrete forhold skal håndteres af forvaltningen og domstolene og ikke politikerne på Christiansborg, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.