Udland

Avis: Kansler Merkel undgår udfordring fra EU-formand

EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, bytter Bruxelles ud med Berlin, men går ikke efter kanslerpost.

EP President Schulz holds a news conference during a EU Summit in Brussels Foto: Reuters/Eric Vidal

EP President Schulz holds a news conference during a EU Summit in Brussels Foto: Reuters/Eric Vidal

Den tyske socialdemokrat, Martin Schulz, der er Europa-Parlamentets formand, regner ikke med at stille op som kanslerkandidat næste år.

Det skriver det tyske medie Der Spiegel ifølge Reuters.

Socialdemokraten Schulz meddelte i november, at han stiller op til Forbundsdagen i Berlin. Han oplyste ikke, om han vil være kanslerkandidat.

Hvis Spiegels oplysning bekræftes, bliver Sigmar Gabriel formentlig Socialdemokraternes spidskandidat ved det tyske valg i september 2017.

Han er det socialdemokratiske parti SPD's partileder og vicekansler.

Martin Schulz genopstiller ikke som formand for Europa-Parlamentet, når hans formandskab udløber i begyndelsen af 2017.

- Jeg vender tilbage til tysk politik og stiller op til Forbundsdagen, sagde Schulz i november.

Siden har der været spekulationer, om han stiller op som kanslerkandidat. Så ville han udfordre den konservative forbundskansler, Angela Merkel. Eller om han pønser på at blive udenrigsminister.

Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, bliver landets næste forbundspræsident i stedet for Joachim Gauck.

Der Spiegel citerer ingen kilde for, at Martin Schulz ikke vil være forbundskansler. Avisen skriver, at Schulz har fortalt nære kolleger, at han ikke venter at blive SPD's kandidat.

Hans melding kom angivelig før jul.

Angela Merkel stiller op til sin fjerde periode som Tysklands forbundskansler.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.