Avis: Russisk plan for Syrien udsprang fra Norden

Nordiske ministre havde ifølge den norske avis VG stor indflydelse på diplomatiet omkring Syrien.

Udland 12. september 2013 10:34 - Opdateret 12. september 2013 10:36

Avis: Russisk plan for Syrien udsprang fra Norden

Nordiske ministre var de første, som udviklede ideen om at isolere Syrien-konflikten til en fordømmelse af kemiske våben, hvilket banede vejen for den russiske plan om at sætte Syriens kemiske våben under international kontrol, skriver det norske dagblad VG.

VG skriver, at den norske udenrigsminister, Espen Barth Eide, og hans svenske kollega, Carl Bildt, var de første, der drøftede et nordisk initiativ om, hvordan de kunne komme uden om den hadske ordkrig efter rapporterne om et kemiske angreb i Syrien.

- Jeg kan jo ikke sige, at vi havde løsningen. Men vi har helt sikkert påvirket processen, siger Espen Barth Eide til VG.

Initiativet blev ifølge avisen udtænkt for to uger siden på et videomøde mellem de nordiske og baltiske udenrigsministre, skriver VG.

I al hemmelighed sørgede de nordiske regeringer for at orientere både præsident Barack Obama og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, om den nordiske plan:

For at bryde den uforsonlige uenighed om Syrien, som havde handlingslammet FN's Sikkerhedsråd, henviste Eide og Bildt til konventionen om kemiske våben, som alle de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har underskrevet.

- Tanken var at bryde uforsonligheden mellem USA på den ene side og Rusland og Kina på den anden siden i opgøret om, hvem der var de "gode" eller de "onde" i Syriens konflikt. Stormagterne skulle sammen fordømme anvendelsen af kemiske våben, skriver VG.

De nordiske udenrigsministres videokonference den 30. august fandt sted nogle dage før, at Obama kom til Stockholm.

Det lykkedes hverken for Bildt eller Eide at komme i kontakt med Ruslands udenrigsminister, men det klarede til gengæld den finske udenrigsminister, Erkki Tuomioja.

Lavrov lancerede mandag planen om at bringe Syriens kemiske våben under international kontrol og derefter tilintetgøre dem. Kort efter meddelte Syriens regering, at den gik ind på planen.

Senere har USA forsigtigt bakket op bag planen, der siden lanceringen har præget hele det internationale diplomati.

Lavrov og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, mødes torsdag i Geneve for at drøfte planen yderligere.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...