Avis skal ikke udlevere kilder i sag om dødsliste

EMNER 13. september 2002 08:00

København, torsdag /ritzau/ Morgenavisen Jyllands-Posten skal alligevel ikke udlevere navne på sine kilder til politiet i sagen om den islamiske fundamentalistiske dødsliste med navngivne jøder. Det bestemte Østre Landsret torsdag. Dermed er byrettens afgørelse omstødt. Landsretten fandt ikke, at politiets behov for oplysninger om, hvordan avisens journalist gik videre med researchen, havde "afgørende betydning for sagens opklaring". Og derfor blev pålægget om at udlevere kilderne ophævet. På avisen modtages landsrettens afgørelse med tilfredshed. Chefredaktør Carsten Juste siger til Ritzau: - Lad os håbe at politiet har fået et hak i næsen, og at en ligende sag ikke vil gentage sig. Lederen af Københavns Politis drabsafdeling, kriminalinspektør Kurt Jensen, tager Østre Landsrets kendelse til efterretning. - Vi fortolker kendelsen, som om vi ikke kan få flere oplysninger af afgørende betydning for sagens opklaring ved at få yderligere adgang til researchen. Men kendelsen vil nok blive fortolket forskelligt, alt efter hvem der læser den, siger Kurt Jensen. Landsrettens afgørelse betyder, at efterforskningen af dødstruslerne mod medlemmer af Mosaisk Trossamfund må indstilles. - Vi har forsøgt alt muligt, og nu kan vi ikke komme videre med sagen, siger Kurt Jensen. Pressejurist og afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus, Oluf Jørgensen, kalder afgørelsen for vigtig og principiel. - Landsretten har med kendelsen lagt betydelig vægt på pressens ret til at beskytte kilderne, siger Oluf Jørgensen, der er tilfreds med afgørelsen. Han mener, at byrettens kendelse var ude af trit med den linie, som landsretterne og Højesteret tidligere har lagt, hvor der skulle meget konkrete og stærke argumenter til, for at politiet kunne få adgang til pressens kildemateriale. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...