Avis: Snart kan forældre i Kina selv bestemme familiens størrelse

Bekymring over en aldrende og faldende arbejdsstyrke ventes at føre til ny lovgivning om børnefødsler.

Legende børn i et beboelsesområde i Beijing. Kina synes nu at være på vej til at opgive begrænsningen af børn i familierne. Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix

Legende børn i et beboelsesområde i Beijing. Kina synes nu at være på vej til at opgive begrænsningen af børn i familierne. Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix

Kina kan være på vej til at opgive sin politik om børnebegrænsning.

En statslig avis skriver, at der er udarbejdet et udkast til en ny lovgivning, som vil ophæve landets omstridte familieplanlægningspolitik.

Det omfattende lovudspil lægger op til en totalt opgivelse af den gældende politik, skriver dagbladet The Procuratorate Daily.

Politikken er blevet håndhævet gennem udstedelser af bøder, men som også har ført til mange tvungne aborter og sterilisationer i verdens mest folkerige land.

Under den gældende lov kan et par højst have to børn.

Lovudkastet skal til afstemning ved Den Nationale Folkekongres i 2020, hvilket opfattes som en ren formssag, da dette organ ikke har reel indflydelse.

Kommunistpartiet indledte en etbarnspolitik i 1979 for at mindsket befolkningstilvæksten. Grænsen blev ændret til to børn i 2016, da befolkningen på 1,4 milliard blev mere og mere præget af ældre.

Der er nu tiltagende bekymring over en aldrende og faldende arbejdsstyrke, som kan medføre faldende økonomisk vækst, samtidig med at ubalance mellem de to køn kan føre til social uro.

Antallet af fødsler er ikke steget så meget som de kommunistiske ledere havde håbet, og der er mange spekulationer om, at regeringen yderligere vil lempe lovgivningen på området.

Der blev i 2016 født 17,9 millioner babyer - kun 1,3 million flere end året før og kun halvdelen af, hvad der blev ventet.

Det nye lovudkast blev diskuteret på et møde i en stående komité under Den Nationale Folkekongres, som er et magtfuldt organ under ledelse af præsident Xi Jinping. Komiteens møde afsluttes fredag i denne uge.

Andre foreslåede ændringer omfatter indførelse af en måneds "tænkepause" forud for skilsmisser.

Nyheden om det nye lovudkast har vakt opsigt på de sociale medier.

- Så nu vil de have, at vi skal have flere babyer og færre skilsmisser, skriver en bruger på Weibo-platformen, der minder om Twitter.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.