Politik

Avis: To udlændinge i Biden-sag anholdt i USA

Wall Street Journal skriver, at to anholdte hjalp Trumps advokat med at finde oplysninger i Ukraine om Biden.

Præsident Donald Trumps private advokat Rudy Giuliani (tv) sammen med den ukrainsk-amerikanske forretningsmand Lev Parnas på en café i Trumps International Hotel i Washington 20. september.

Præsident Donald Trumps private advokat Rudy Giuliani (tv) sammen med den ukrainsk-amerikanske forretningsmand Lev Parnas på en café i Trumps International Hotel i Washington 20. september.

WASHINGTON:To udenlandske mænd, der hjalp præsident Donald Trumps private advokat, Rudy Giuliani, med at undersøge demokraten Joe Biden, er anholdt i USA og sigtet for ulovlig partistøtte.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Det er to forretningsmænd. Den ene er Lev Parnas og den anden Igor Fruman. De blev anholdt onsdag.

Parnas er en forretningsmand fra Ukraine, mens Fruman, der stammer fra Hviderusland, er ejendomsmægler ifølge Reuters. De har adresse i den amerikanske stat Florida.

- Siden slutningen af 2018 har Fruman og Parnas introduceret Giuliani for adskillige nuværende og tidligere højtplacerede ukrainske anklagere for at diskutere Biden-sagen, skriver Wall Street Journal.

Begge mænd har doneret store pengebeløb til Det Republikanske Parti og Trumps kampagne, hedder det.

De to mænd var torsdag og fredag blevet bedt af Repræsentanternes Hus om at møde op og vidne i Biden-sagen. Men ifølge New York Times var det ikke sandsynligt, at de ville.

Efter nyheden om, at de er fængslet, har Repræsentanternes Hus valgt at stævne dem.

Repræsentanternes Hus har indledt en procedure frem mod en rigsretssag mod Trump.

Her er det demokratiske flertal overbevist om, at præsidenten har forsøgt at udnytte sit embedes magt til at presse Ukraines regering til at grave snavs frem om Joe Biden, der er tidligere vicepræsident og nuværende præsidentkandidat.

Mistanken er, at Trump vil rydde sin formodede værste modstander af vejen inden præsidentvalget i 2020.

Mens Biden var vicepræsident, var hans søn Hunter bestyrelsesmedlem i et ukrainsk energiselskab.

Det er anklagemyndigheden i New York, der har sigtet Parnas og Fruman. De to mænd ventes senere torsdag at blive stillet for en dommer.

I sigtelsen hedder det, at Fruman i 2018 bidrog med 325.000 dollar til Trumps kampagnekomité. Det blev tilsyneladende i strid med sandheden opgivet som et bidrag fra et gasselskab.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst