Naturvidenskab

Avisbud på ski

SØNDERLEV:Når 47 af NORDJYSKEs morgenfriske avispiger og - drenge fra hele landsdelen i søndag morgen drager mod Østrig, er Jonathan Christensen fra Sønderlev med i bussen. Turen er en belønning for tre års arbejde med at bringe avisen ud i sol og blæst, sne og sjap. - Når vejret er allerværst, får jeg hjælp, afslører 16-årige Jonathan, der har tilladelse til at vække sin far i de værste vejrsitutationer. - Men også når min cykel er punkteret, fortæller Jonathan, der har gået med NORDJYSKE i Sønderlev i tre år. Seks dage om ugen står han op klokken seks og starter cyklen. Søndag er hviledag - der tager en anden over, og Jonathan sover - konstaterer han - det meste af dagen. Sin løn sparer han sammen og har med egne ord mange penge i banken. Hvor mange skal ikke afsløres her. Heller ikke, hvad lønnen skal bruges til. - Jeg sparer bare. Nogle er pengene har Jonathan dog brugt. - Blandt andet til julegaver og højtalere, spil og andre ting til min computer. En af de gode ting ved at være avisbud er ifølge Jonathan, at man kommer rundt i byen og møder folk. - Det værste er engang imellem at stå tidligt op, især når det er dårligt vejr. Men man vænner sig til at stå op klokken seks. I næste uge slipper han formentlig for at stå så tidligt op, ligesom også 9. klasse på Holmegårdsskolen må klare sig uden ham. Turen til Østrig byder søndag på aftensmad og grænsehandel i Flensborg, mens aftenen og natten tilbringes på tyske og østrigske motorveje sammen med seks NORDJYSKE-medarbejdere og et par videofilm. Og allerede mandag formiddag efter morgenmad og indkvartering på Hotel Sonne i Lienz er der skiundervisning, ligesom resten af ferien kommer til at foregå på ski. Fredag 24. januar går det atter hjemad. Jonathan har aldrig før stået på ski og er spændt på turen. Han glæder sig imidlertid ikke til noget bestemt. - Jeg glæder mig bare.