Aviser frygter dansk farce-gentagelse mod Wales

Danske aviser kalder onsdagens landskamp for en ørkenvandring og de mest farceagtige 90 minutter i historien.

Målmanden Christoffer Haagh (i gult) debuterede for det danske fodboldlandshold onsdag aften og leverede flere flotte redninger i 0-3-nederlaget ude til Slovakiet. Foto: Radovan Stoklasa/Reuters
Fodbold 6. september 2018 08:20

Det danske vikarlandshold blev ikke ydmyget i onsdagens 0-3-nederlag ude til Slovakiet.

Flere af de danske aviser roser indsatsen fra de 17 debutanter på A-landsholdet, men fodboldfarcen må ikke gentage sig på søndag mod Wales i Nations League-turneringen.

Det mener Allan Olsen, Ekstra Bladets sportschef.

- Kampen var dybest set en ørkenvandring med en byge af fejl, og selv om Slovakiet prøvede at holde tempoet højt i boldomgangen, så imponerede de ufokuserede slovakker heller ikke mod det danske sekunda-landshold.

- Vi har ikke brug for at se en gentagelse på søndag mod Wales, skriver Allan Olsen.

- Nu har Haagh, Vollesen, Nielsen, Johansen, Bertelsen, Johansson, Høybye, Gaudin, Kempel, Offenberg og alle de andre fået deres tv-tid.

- Nogenlunde muntert en gang, men knapt så morsomt anden gang, slår Allan Olsen fast.

Søren Lissner, der var Politikens journalist i slovakiske Trnava, kalder det en absurd landskamp, der udstillede alle andre end dem på banen.

- 5. september 2018 fik Danmark som fodboldnation en ny fælles oplevelse. De mest sorte, mest farceagtige 90 minutter i Dansk Boldspil-Unions 129 år lange historie, skriver han.

Han frygter, at DBU med det milde nederlag kan tåle en gentagelse mod Wales.

- Med den danske humor og til tider ironiske distance til tingene in mente kan unionen måske godt leve med en gentagelse af det hele, når landsholdet på søndag møder Wales i Aarhus.

- Eller i hvert fald have den mulighed i baghånden over for Spillerforeningen, skriver Søren Lissner.

Jesper Engmann, Jyllands-Postens udsendte, kalder kampen tragikomisk og bizar.

- Dansk fodbolds omdømme kan efter konflikten næppe blive værre, og når det nu skulle være, så sørgede det såkaldte nødlandshold i det mindste for, at renomméet ikke led endnu større skade.

- Spørgsmålet er, om de alle får genvalg på søndag, når landsholdet skal møde Wales i Aarhus? I dansk fodbold kan alt ske, skriver Jesper Engmann.

Op til testlandskampen mod Slovakiet kunne DBU og Spillerforeningen ikke blive enige om en ny landsholdsaftale, og derfor endte kampen med at blive spillet med amatører.

Det er endnu uvist, hvem der skal spille for Danmark i søndagens kamp mod Wales.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...