Aviser: Kollaps et nederlag for Thorning

De aflyste trepartsforhandlinger svækker både regeringen, fagbevægelsen og økonomien, ifølge avisledere.

Aviser: Kollaps et nederlag for Thorning

Kollapset i trepartsforhandlingerne dominerer forsiderne og er temaet i stort set samtlige af lørdagens avisledere.

Det var meldingen fra Dansk Metal om, at det ikke vil være med til at sløjfe en feriedag, der fik finansminister Bjarne Corydon (S) til at aflyse forhandlingerne.

- Kæden er hoppet af for de trepartsforhandlinger, som var statsministerens personlige prestigeprojekt. Både regeringen og fagbevægelsen står svækket efter sammenbruddet, skriver Politiken på forsiden.

- Men det er først og fremmest et nederlag for fagbevægelsen, der risikerer at køre sig af banen som seriøs politisk forhandlingspartner, skriver Politiken i sin leder.

- Konsekvenserne for fagbevægelsens troværdighed er voldsomme. LO er med ét bragt ud i en eksistentiel krise ... Fagbevægelsen har trukket sine egne politiske tænder ud, mener Politiken.

Berlingske konstaterer, at regeringen nu er kastet ud i en ny krise og "dansk politik har taget en ny dramatisk drejning".

- Dansk økonomi er i en så alvorlig forfatning, at det må anses for dybt skadeligt, at trepartsforhandlingerne er aflyste, hedder det i lederen.

- Det står efterhånden klart, at vi har en udygtig regering, som lancerer store planer uden til gengæld at kunne levere. Hvis der var valg nu, ville danskerne feje regeringen ud af kontorerne, skriver Berlingske.

Jyllands-Posten betegner i sin leder sammenbruddet som "endnu et ydmygende nederlag" for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

- Med trepartsforhandlingernes sammenbrud må man konstatere, at regeringens økonomiske politik; ja selve regeringens eksistensgrundlag, bygger på løftebrud og løgne.

- Regeringens projekt er kuldsejlet, og i situationen eksisterer kun én Fair Løsning: Et hurtigt folketingsvalg, står der i lederen.

/ritzau/