Aviserne godkender den danske EM-indsats

Det danske landshold kan rejse hjem fra EM med tro på en god VM-kvalifikation, mener avisernes sportschefer.

Aviserne godkender den danske EM-indsats

Danmark er ude af EM i fodbold efter søndagens 1-2-nederlag til Tyskland, men der er ingen grund til at skamme sig. Danskerne kan være stolte over EM-indsatsen, selv om det ikke rakte til en kvartfinaleplads.

Sådan lyder dommen fra landets sportsaviser dagen derpå. Her er man enige om, at danskerne har grund til at tro på en succesfuld VM-kvalifikation, der begynder 8. september mod Tjekkiet og gerne skulle give en billet til VM i Brasilien i 2014.

- Når Morten Olsen har bandet og svovlet færdig på flamsk, hollandsk, semidansk og tysk, så vil han formentlig også sige, at Danmark kan tage hjem fra Polen og Ukraine med æren i respekt. For det kan vi.

- Ikke fordi vi har vist verden, hvordan fodbold skal spilles, men fordi Danmark hele tiden har været tro mod den type fodbold, Morten Olsen gerne vil spille - og ikke mindst knoklet røven ud af bukserne, skriver Ekstra Bladets sportschef, Allan Olsen.

Ekstra Bladet håber ikke, Morten Olsen skifter til jobbet som hollandsk landstræner, hvis det skulle blive ledigt efter Hollands EM-fiasko.

Allan Olsen kalder Morten Olsen den bedste landstræner, Danmark kan få, og landsholdet et hold, der kun kan blive bedre med tiden.

Også Berlingske Tidendes sportsredaktør Flemming Fjeldgaard godkender den danske indsats og mener, Morten Olsen kan rejse stolt videre.

- Nu venter en VM-kvalifikation - og en hjemmekamp mod Tjekkiet allerede 8. september. Senere i oktober både Bulgarien og Italien. Det er hårde opgaver, men Danmark har et landshold, der kan tillade sig at drømme om VM i 2014, skriver han.

I Politiken godkendes EM-indsatsen også, og sportsredaktør Søren-Mikael Hansen ser gode muligheder i fremtiden.

- Danmark har - som det er formuleret af assisterende landstræner Peter Bonde - stadig et ungt hold i den store sammenhæng, men med potentiale til endnu mere end en habil slutrunde, når modenheden skubber flertallet af individuelle fejl af banen, skriver han.

/ritzau/