Avisledere ser både katastrofekurs og potentiale i klimaplan

Regeringens klimaplan splitter dagbladene, der enten kalder planen for "utilstrækkelig" eller "ambitiøs".

Miljø 10. oktober 2018 02:51

Regeringens klimaudspil får onsdag stor opmærksomhed i dagbladenes ledere. Men der er langt fra enighed om, hvorvidt udspillet er alt for lidt eller lidt for meget.

Politikens lederskribent kalder udspillet "utilstrækkeligt" og fuld af "varm luft". Særligt set i lyset af den rapport, som FN's klimapanel (IPCC) mandag offentliggjorde om klodens tilstand.

Avisen kritiserer blandt andet, at regeringen freder landbruget i udspillet og går for meget op i talgymnastik frem for at reducere CO2-udledningen.

- Hvis regeringen for alvor havde haft en vision, så havde den fremrykket sine klimamål og placeret Danmark som et grønt foregangsland, der kunne agere modvægt til denne verdens Donald Trump'er og hans politiske kloner, skriver Politiken.

Også ifølge Information har klimaplanen "kurs mod katastrofen".

- Går man planen efter i sømmene, bliver det tydeligt, at Danmark med den lagte kurs er meget langt fra at leve op til målene i klimaaftalen, lyder det i lederen, der er bragt på avisens forside.

Omvendt roser både Berlingske og Jyllands-Posten klimaudspillet for at være "ambitiøst".

Men Jyllands-Posten er kritisk over for den drastiske "kursændring", når regeringen pludselig vil have en million elbiler på gaden inden 2030.

- Man mærker tydeligt symbolpolitikken på klimaområdet, skriver avisen.

For når Danmark kun tegner for cirka 0,1 procent af klodens samlede CO2-udledning, hvad er så grunden til, at vi skal være et foregangsland, lyder det.

Ifølge Jyllands-Posten består opgaven derimod i at bekæmpe klimaforandringerne uden at sætte for megen velfærd og velstand over styr.

I Berlingske får klimaplanen ligeledes ros for sine mange "ambitiøse elementer", men klimaplanen burde også bruges til at lette skatten for danskerne.

Når der skal skiftes til elbiler, mister staten nemlig en masse indtægter fra afgifter på konventionelle biler. Regeringen vil derfor nedsætte en kommission til at sikre alternative indtægtskilder til staten.

- Det lyder grangiveligt som en varsling af nye skatter og afgifter lagt som afløsning for de gamle, der nu gradvis forsvinder, skriver Berlingske.

- Lad os bruge den oplagte lejlighed til at lette skattetrykket for danskerne. I forvejen har borgerne i alt for mange år betalt alt for meget for at få lov til at købe en bil.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...